Årets bil er en hybrid
Opel Ampera vandt en sikker sejr til Årets Bil i Danmark 2012.
Resultatet i finalen:
1 Opel Ampera 131 point
2 BMW 1-serie 88 point
3 Ford Focus 86 point
4 Kia Picanto 78 point
5 Opel Zafira 67 point
I alt deltog 23 biler i konkurrencen.
Ford er tildelt MKDs særlige ærespris for med Focus at bringe avanceret sikkerhedsteknologi ned i den lille mellemklasse.
Halvvind

Årets Bil er i gang i regnvejr


Dette års ”årets Bil i Danmark” er nu i fuld gang ved FDM Jyllandsringen.
Langt de fleste kandidatbiler var opmarcheret foran Jyllandsringens cafeteria kl. 12, hvor programmet begynder officielt.
Begyndelsen mandag formiddag var temmelig våd og trist, men resten af mandagen vil støvregnen dale ned over de nyvaskede biler, energiske dommere og flittige importører. Sidstnævnte har dog mulighed for at trække si ind til kaffe og internet til den nye MKD lounge.
Vejret den resterende tid af Årets Bil ser ud til at blive lidt bedre. DMI lover i hvert fald kun meget lidt regn tirsdag og onsdag, så måske kan vinderbilledet på Jyllandsringen onsdag eftermiddag tages i solskin.
Halvvind
B.T. får (igen) bilsektion
B.T. får atter en større selvstændig bilsektion - officielt af Berlingske Media benævnt et biltillæg.
Det sker i forbindelse med lukningen af Bilen Auto Bild, som Berlingske har stået bag de seneste godt to år.
B.T.s sektion kommer (som før i tiden) om lørdagen og bliver på 16 sider. Første udgivelse er 1. oktober.
Halvvind
MKD inviterer til ”Årets Bil i Danmark 2012”
Rammerne for Årets Bil-kåringen 2012 er på plads, og der er nu åbnet for tilmelding.
Arrangemnetet foregår 10.-12. oktober med FDM Jyllandsringen i Resenbro og Papirfabrikiken Radisson i Silkeborg som ramme.
Største ændring er, at de fem finalister denne gang vælges efter tirsdagens kørsel. Desuden er der banekørsel sent mandag, og årsmødet holdes på Jyllandsringen.
Vi opfordrer alle MKDs medlemmer til at deltage – også dem der ikke nødvendigvis vil deltage i selve juryen. Listen over kandidatbiler vil indeholde mange nyheder, og desuden er der i år det lille elbilhjørne.Det giver mulighed for at deltagerne kan vende hjem med mere end blot en god historie.
Kåringsudvalget har igen i år forhandlet en række gode priser på plads med hotel etc., og da det er foreningens arrangement, har vi valgt at lade det meste af denne rabat tilgå de deltagende journalister.
Detaljeret program er nu klar (mindre justeringer kan forekomme), og man kan nu tilmelde sig i boksen "Årets bil 2012" ude til højre eller direkte via dette link.
Listen med kandidatbiler følger snarest.
Vel mødt til nogle gode dage på FDM Jyllandsringen og omegn!
Bestyrelsen
Nyt domicil til Kia
Kia Import Danmark er flyttet fra det centrale Fredericia til delvis landlige omgivelser, men lige ved rute 171 – landevejen mellem den gamle Lillebæltsbro og Vejle. Positionen er også tæt på Taulovmotorvejen og Østjyske Motorvej.
De store og nyistandsatte bygninger er Kias/Nellemanns egne og får bl.a. et værksted til intern uddannelse.
Kia fik ifølge direktør Mogens Lyngsø et købstilbud på sit gamle og slidte hovedsæde midt i Fredericia, som man ikke kunne sige nej til.
Halvvind
Ellertens far er død - som hans projekt
Han hed Steen Volmer Jensen, fødtes i 1942 og døde nytårsaften som 68-årig.
Steen var selvstændig ingeniør og vil mange år huskes for Mini-El, som var det officielle navn for den eldrevne trehjuler, som uvidende medier fejlagtigt kaldte for en bil og sammenlignede den med.
Den, der skriver dette, døbte køretøjet Ellert(en) og har fået 'patent' på navnet hos Dansk Sprognævn. Dog spøgte der på et tidligere tidspunkt en eldrevet knallert med samme navn, men det vidste hverken Steen, jeg eller de fleste.
Dåben i kildevand hos Dronningborg Maskinfabrik i Randers (1987) fandt sted i god tro, og der var visioner om 100.000 eksemplarer til blandt andre amerikanske stater. Herhjemme oprettede flere kommuner P-pladser med gratis strømforsyning.
Produktionen i Randers nåede 4.000 eksemplarer. Undervejs fik Ellerten en række børnesygdomme kureret, men det lykkedes aldrig at forbedre konceptet så meget, at Mini-El kunne blive et reelt alternativ som pendler eller bil nr. to.
Det var helt galt med rækkevidden. Kun med held kunne man uden opladning undervejs tilbagelægge turen fra Randers til Århus og fra de storkøbenhavnske forstæder til city.
Med dagens litium-batterier kunne Ellerten måske have klaret sig. Men bly-batterierne var tunge og rakte ikke langt - og da slet ikke, hvis køreren gjorde brug af fjernlys, blæser og varme. Endelig var Ellerten nem at overse i trafikken; faktisk burde den have haft et roterende gult blink for at advare trafikken om, at her kom en snegl med kun 30-40 km/t. (endnu mindre op ad bakke).
Alligevel fik Ellerten af Poul Møller MKDs Ærespris samme år (1988), som Peugeot 405 blev Årets Bil herhjemme. Kåringen fandt sted på Svogerslev Kro.
Ellert-projektet startede under kodeordet U36, og Leif Nielsen prøvekørte den første i Motor i 1985.
Mini-El City fik MKDs ærespris ved Årets Bil 1988, valgt i 1987. Afdøde Poul Møller var præsident, som det hed en gang.
El-Trans i Randers krakkede, men fik på et tidspunkt en vis opblomstring i Sydtyskland og Schweiz, men underskriveren og navngiveren bekendt fremstilles den ikke længere.
Idéen om et røg- og støjfrit 1 1/2-personers køretøj til nærtrafik var prisværdig, men den blev mere til grin end til gavn, og så gik der oven i købet ild i flere eksemplarer.
Siden fulgte Hope Whisper fra Hadsund (no hope) og Kewett - men de var ikke som Ellert el-drevne kabinescootere, men havde fire hjul og to sæder. Rækkevidden var stadig ikke værd at skrive om.
Tidens mest udbredte elkøretøjer var ingen af de nævnte, men den polske Melex, som i stort antal sås på DSBs perroner og på landets golfbaner.
Vi tager endelig afsked med både Ellerten og Steen V. Jensen. Idéen var ikke tosset, men timingen ikke vellykket.
Finn S. Knudstrup
(indlægget har været lidt længe undervejs til Motorblokken pgra. kiks i kommunikationen)
Biler for Alle i to weekender
”Biler for Alle” vender til efteråret tilbage til Herning efter at have sprunget over i kriseåret 2009.
Noget nyt er, at der denne gang er åbent i to weekender, nemlig 21.-23. og 28.-30. oktober. Den første er de to weekender er sidste weekend i skolernes efterårsferie.
Der er ikke oplysninger om, hvorvidt der vil være en pressedag eller nogle timer kun for pressen.
Det er De Danske Bilimportører, Danmarks Automobilforhandler Forening og Messecenter Herning, der står for udstillingen.
Der bliver to temahaller, hvor temaerne vil være hhv. familiebilen og miljøvenlige biler.
Der bliver også en ”carwalk”, hvor bilmodellerne præsenteres rullende med publikum udenom, og samtidig oplyses der om bilens egenskaber.
Halvvind
Ny pressechef i Vejdirektoratet
1. december 2010 får Vejdirektoratet ny pressechef. Det er den 38-årige Martin Østergaard-Nielsen, som fremover skal have det faglige ansvar for Vejdirektoratets presse/PR-enhed.
Martin Østergaard-Nielsen kommer fra en stilling som pressechef i Erhvervs- og Økonomiministeriet og har erfaring fra lignende stillinger i Justitsministeriet og Kulturministeriet.
Vejdirektoratets nuværende pressechef Brian Christensen skal fremover være tilknyttet Vejdirektoratets anlægsdivision og arbejde med den voksende mængde anlægsprojekter øst for Storebælt.
Halvvind
M&M er Årets Varebil 2011

Marginalen var den mindst mulige, da den ti mand store MKD-jury kårede det fransk-tyske makkerpar Renault Master og Opel Movano til Årets Varebil 2011.
Tvillingerne fik 72 point og slog med ét sølle point Fiat Dobló, der opnåede 71 point i finalen.
Mercedes-Benz Vito lå på en sikker tredjeplads, mens VW Caddy slog Opel Meriva Activan med ligeledes ét point.
Nissan NV 200, Van of the Year, kom akkurat ikke med i finalen. En stor del af juryen var utilfreds med, at bilen slet ikke fås med partikelfilter.
Resultatet i finalen:
Renault Master/Opel Movano 72 point
Fiat Dobló Cargo 71 point
Mercedes-Benz Vito 52 point
VW Caddy 28 point
Opel Meriva Activan 27 point
Meriva, der netop nu er bygget om til varevogn efter sikkerhedstest hos Dahl Engineering i Thisted,blev eneste ombyggede personbil i finalen. De øvrige kandidater i denne kategori var Kia Venga, Peugeot 5008 og Toyota Sportsvan (Verso).
Opel bekendtgjorde under præsentationen, at Movano fra nytår vil have ESC som standard. Renault sagde, at så ”må vi også følge med”. Så nu fanger bordet.
Årets Varebil foregik ved, men ikke på FDM Sjællandsringen. I stedet fungerede gokartcentret som varmestue, hvilket var tiltrængt i det kolde og blæsende vejr.Sjællandsringen leverede en storartet catering. Og et æv-bæv til personbilsmedlemmerne: Til Årets Varebil serveres der kage hver eftermiddag!
Den dobbelte sejr kan blive smådyr for MKD. Plaketter kan risikere at skulle bestilles i tre eksemplarer, da Renault varevogne har to importører i Danmark: Renault Danmark og Renault Trucks. En lille trøst er, at Nissans udgave af vinderbilerne, NV 400, ikke deltog i kåringen.
Halvvind
Ford C-Max Årets bil i Danmark 2011

2. Alfa Romeo Giulietta 131 point
3. Audi A1 118 point
3. Volvo S60/V60 118 point
5. Opel Meriva 112 point